Når vreden bobler over
Af psykoterapeut Jette Breiner Bak.
Føles din vrede for voldsom – eller kommer den, før du når at tænke? Læs hvordan emotionsfokuseret terapi kan hjælpe dig med at forstå og forandre vreden indefra.
Hvorfor bliver jeg så vred?
Mange, der søger terapi mod vrede, kommer fordi deres vrede føles ude af kontrol.
Den kan komme pludseligt – som et udbrud, man bagefter fortryder. Når stormen har lagt sig, følger ofte skam, sorg eller selvbebrejdelse.
Jeg har ofte hørt udsagn som:
“Jeg ved ikke, hvorfor jeg reagerer så voldsomt – det føles slet ikke som mig.”
I emotionsfokuseret terapi (EFT) arbejder vi med at forstå, hvad vreden handler om og forsøger at beskytte os mod.
Vrede som en sund og vigtig følelse
Vrede er i sin oprindelige form en naturlig og sund følelse. Den fortæller os, når noget føles forkert, uretfærdigt eller grænseoverskridende.
Når vi kan rumme og udtrykke vores vrede på en konstruktiv måde, hjælper den os med at:
- sætte grænser
- beskytte os selv
- stå fast på det, der er vigtigt for os
Sund vrede kan give os en følelse af optimisme og kontrol over eget liv. At kunne udtrykke vrede konstruktivt er en vigtig del af følelsesmæssig sundhed.
Når vreden bliver til selvbeskyttelse
Når vreden derimod bliver for voldsom, uforståelig eller ude af kontrol, handler det sjældent kun om det, der sker her og nu.
Ofte fungerer vreden som en indre beskytter – en følelsesmæssig reaktion, der prøver at skærme os mod sårbarhed og smerte.
Bag vreden ligger der tit følelser som:
- afmagt
- afvisning
- ensomhed
- frygt
- sorg
Mange af os har tidligt i livet lært, at det ikke var trygt at vise sårbare følelser.
Måske fordi omgivelserne ikke kunne rumme dem, eller fordi vi lærte, at det var mere acceptabelt at være stærk end ked af det. Over tid bliver vreden et følelsesmæssigt forsvar – en strategi, der beskytter os mod at føle os svage, forkerte eller oversete.
Men når vreden tager over, mister vi samtidig kontakten til vores egentlige følelser og behov – og når den dækker over andre følelser får vi typisk ikke det vi har brug for. Vrede skubber andre væk, mens sårbare følelser kalder på nærhed og kontakt. Og ukontrollerbar vrede skaber konflikt og smerte i forholdet til mennesker, der står os nær.
Terapi mod vrede
I emotionsfokuseret terapi arbejder vi med at anerkende vreden og forstå dens funktion som en form for beskyttelse.
Formålet er altså ikke at fjerne eller kontrollere vreden, men at komme bag om dens selvbeskyttende funktion, så du kan bearbejde de sårbare følelser og umødte behov, den dækker over.
Når disse følelser får plads og behovene bliver udtrykt, mister vreden sin destruktive kraft og kan i stedet blive et sundt følelsesmæssigt signal – et signal, der hjælper dig med at mærke og tydeliggøre dine grænser.



